lørdag den 20. juli 2013

Stadig mærket af rækkeviddeangst

Jeg håber i har kunnet se ironien i de sidste to indlæg, og ikke er blevet fuldstændigt skræmte, jeg syntes bare lige det var tid til lidt gøgl og løjer her på siden også, nu når alle de andre medier også har deres agurgetid. Nu vil jeg selvfølgelig nok se om jeg kan forholde mig lidt mere seriøst til mine indlæg for resten af måneden.

Nu til sagen - vi har endnu en gang været i Tyskland med elbilen, eller rettere sagt, været ned ved grænsekioskerne for at handle lidt ind. Det var denne gang en lidt anderledes tur end sidste gang, da vi denne gang kørte på motorvejen, både derned og hjem. Dog stadig med nedsat hastighed til omkring 90-100 km. i timen, og bagved lastbiler hvor det var muligt, det gik dog både nemt og smertefrit. Men jeg kan dog godt mærke på mig selv, at jeg stadig kan få en mild form for rækkeviddeangst, selv efter et halvt års kørsel i den samme type elbil. Jeg ved ikke rigtigt med mig selv om det er fordi jeg stadig bare tvivler for meget på rækkevidden. Nå men med 23 km til overs, kørte vi ind på pladsen ved den sidste stander inden den tyske grænse, så vi lige kunne nå at komme på toilet inden vi skulle over og handle. Vi tankede selvfølgelig også en lille smule på imens, men ikke mere end at vi kørte så snart vi var klar, så det blev omkring 30 km's påfyldning, vi kunne jo ligeså godt vente med at tanke fuldt op til vi skulle spise frokost.

Vi nåede den tyske grænse, uden at få meldinger om at vi skulle finde en ladestander. :-) 
Vi tog så over grænsen for at handle det vi skulle, det blev dog til mere chokolade og sodavand, end sunde sager. Det må jo være fordi vi skal til at bygge vores fedtlag op, så det ikke bliver så koldt at køre i elbil til vinter ;-)

Vi tog igen tilbage til ladestanderen ved industrivejens grillbar, og fik os en kæmpe karrypølse hver - det skal man jo når man er i Tyskland - vi var meget tilfredse med maden sidst, så vi spiste der selvfølgelig gerne igen.

Da vi var klar og havde sat os bag rattet igen, var bilen ladet op med 11 streger ud af de 12. Og igen kunne jeg mærke min rækkeviddeangst komme lidt tilbage. Kan vi nu nå helt hjem på disse streger? Det var jo også blevet en del varmere siden vi kørte afsted om morgenen - Skal vi have airkondition på hjemad? Men ligemeget hvad så havde jeg da i tankerne at der jo både en ladestander i Kolding 40 km før vi er hjemme og to i Vejle 10-15 km inden vi når helt hjem, så helt galt kunne det vel aldrig gå. Det gav også en rimelig ro som derved også gjorde at rækkeviddeangsten var meget afdæmpet. Der var heller ikke denne gang hold i angsten, for da vi ramte indkørslen hjemme havde vi 14 km. til overs og vi havde haft airkondition på en stor del af tiden, (den bruger faktisk ikke så meget energi når den har kølet bilen ned, og bare skal vedligeholde temperaturen).


Det blev så til 256 km, med én kortere og én længere opladning ved den tyske grænse. Opladninger som på intet tidspunkt føltes lange fordi vi foretog os det vi alligevel skulle på de to pauser vi havde, men jeg vil dog samtidig konkludere at hvis vi havde boet i Horsens bare 15 km. nordligere så havde vi nok haft noget sværere ved at gøre det i et stræk, men nok ikke umuligt. og hvis vi havde boet de 15 km. sydligere så havde der nok ikke været nogen rækkevidde angst at mærke på turen.


Men hvad kostede sådan en tur så?

I følge Carwings så havde jeg brugt 33,7 kWh på at køre 260,5 km (hele dagens forbrug inkl. hente og bringe den lille til dagpleje), det gav et gennemsnitsforbrug på 0,129 kW/km som jeg egentlig syntes er ret godt.



Jeg tankede i alt 17 kWh til en pris på 5,50 pr kWh på standeren ved grænsen - det vil sige 93,50 kr.
plus resten (16,7 kWh) på min lader derhjemme til en pris på 2,10 pr. kWh. - det vil sige 35,07 kr.
som i alt giver 128,57.

Lad os dog sige 140 kr. så er der også lagt 6 kWh til ladespild på hjemmeladeren, som jeg desværre ikke har beregnet hvor meget det i virkeligheden er, men de 12 kr. skulle gerne kunne dække det


Så 140 kr. for at køre 260,5 km. det giver 54 øre pr. kilometer. Det er vel ikke så galt.


Om vi har sparet 140 kr. i indkøb over grænsen, det melder historien desværre ikke noget om. :-)


Og hvis nogle af jer missede det så er her linket til sidste gang vi var i Tyskland






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

2 kommentarer:

  1. Har du købt din wallbox siden du betaler fuld pris for strømmen? I Flensborg er der mulighed for at lade helt gratis, men jeg har ikke fået bekræftet at det er hos det tyske elværk i centrum. Her fremgår det af deres website at man kan lade sin bil op.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Carsten

      Nej jeg har ikke købt eller lejet en wallbox, men det er en længere historie (forklaring), så det må jeg se om jeg kan uddybe i et indlæg, og med hensyn til gratis strøm i Flensborg kunne jeg kun finde denne artikel som kun uddyber det lidt.

      https://www.fla.de/artikel/3-50-euro-for-100-km-eller-gratis-c901.html

      med hensyn til placeringen så siges det i artiklen det ligger ved Flensborg ZOB, så mon ikke det er her:

      http://goo.gl/maps/802Hp

      På billedet i artiklen ligner det umiddelbart en Mennekes lader, måske på 16A siden de mener det tager 6 timer at oplade deres iMiEV.

      Jeg har desværre ikke et kabel til Mennekes endnu, jeg var dog igang med at aftale opsætning af ladestander hos Better Place, og køb af kabel på det tidspunkt de ligesom forsvandt, så det gik lidt i vasken. Og indtil videre ser jeg ingen grund til at købe et Mennekes kabel, men det kan være det bliver nødvendigt senere.


      Mange Grønne Hilsner

      Kasper Beck

      Slet