lørdag den 7. juni 2014

Tesla Model S - Anmeldelse

Tesla Model S - Anmeldelse

Så fik konen og jeg endelig vores første prøvetur i en Tesla Model S. Det var selvfølgelig længe ventet, og ligeledes med store forventninger. Det hele foregik nede ved Hindsgavl Slot i Middelfart, i sammenhæng med at der blev afholdt livstilsmesse. Af den grund var der ikke mulighed for at tage de helt gode billeder, så i må desværre lige tage til takke med at jeg har fundet billederne på nettet i stedet.

Teslamotors.com


Forsæderne

Selvom Model S er en stor bil, så er den alligevel lidt lavere end LEAF, så i første omgang da jeg satte mig ind, følte jeg at man skulle smyge sig ind. Men når man først sidder der, så sidder man faktisk ret godt, og den er god og rummelig. En god feature er så, at når nøglen er i bilen, og der sidder en på førersædet, så tænder bilen, ikke noget med at trykke på knapper eller noget.



Bagsæderne

Alle tre bagsæder er med trepunktsseler, her vil jeg dog sige at man ikke sidder ligeså godt som foran, benene er ikke fuldt støttede under lårene og jeg føler at man rager mod loftet, og jeg er da stadig kun 186 cm i følge mit pas, men udover dette er der fint med benplads og sæderne er behagelige at sidde i. Jeg vil dog ikke have noget imod at sidde med på bagsædet på en længere tur gennem landet. På bagsædet er der også ISOfix i de to yderste sæder, og top-tether til alle tre sæder. Så der skulle også være god mulighed for at tage børnene med på tur.



Bagagerum

Bagagerummet er utroligt rummeligt, og på hele 744 liter, og det er uden at sæderne er lagt ned. Så dette skulle vist ikke give nogle problemer med at få lige det med man ønsker.



Hvis man ikke har helt nok i de i forvejen fem sæder, så er det muligt at tilkøbe to ekstra sæder til bagagerummet, disse er begge med fempunkt-seler, og må bære op til 35 kg hver, og kan klappes sammen, så du stadig har et fladt bagagerum når de ikke er i brug.



Med bagsæderne lagt ned er der plads til 1.645 liter, eller som Tesla skriver "en mountainbike, et surfbræt og et fladskærms-tv, alt på samme tid".



Har du stadig ikke plads nok, så har Model S også en frunk (front trunk) på 150 liter, her kan man f.eks. have sine indkøbsposer eller lignende, så de ikke ligger og vælter rundt i det kæmpe bagagerum.



Køreegenskaber


Vi var ude og prøve Model S P85+, hvilket er versionen med ekstra brede bagdæk, og hårdere affjedring, samt 421 Hk. Der var desværre ikke tid til at køre på motorvej denne dag, men en hurtigt tryk på speederen, uden forankørende biler, viste at Model S, er bygget til fart. Jeg havde forventet at den ville virke en smule ustyrlig, med alle disse hestekræfter, men jeg tror traction control'en overtager meget af styringen, så man følte sig i fuldstændig kontrol når man kørte. 


Instrumentbord

Jeg er sikker på at der er en designer der har været på overarbejde da de skulle designe dette instrumentbord. For at gøre det simpelt så har man størstedelen af sine informationer inde i den midterste cirkel, her er både hastighed, motorens kW forbrug, den estimerede rækkevidde, batteristatus, og hvilket gear man er i. Under "speedometret" er triptælleren placeret sammen med ude temperatur, dato og tid. Til højre og venstre for "speedometret", kan man selv vælge hvad der skal vises. Herunder har man valgt at vise rutevejledning, og musikafspilleren.



Det mest imponerende er stadig den store 17" trykfølsomme skærm i midten, den kan som det er vist her deles som splitscreen, så man kan navigere i to forskellige visninger på samme tid, eller man kan bruge den som fuldskærms visning, og eventuelt se hele kortet på en gang. Man er fra starten udstyret med fire års gratis 3G internet i bilen, hvilket også betyder at du kan tjekke hjemmesider, og streame musik direkte fra bilen. Kortet er google-maps, og har alle de features som man i forvejen kender, og fordi man er forbundet til nettet, er det derfor også altid opdateret. Mere eller mindre alt funktionalitet i bilen styres fra denne skærm, som hvis man vil åbne soltaget, stille på temperaturen, eller tjekke ringe til nogen. Det jeg nåede at kigge på skærmen, gav et indblik i at man kan bruge den til lige hvad man har lyst til. Hvis der er en funktionalitet der mangler, så er det muligt for Tesla at implementere den, ved at sende en opdatering ud til Alle Model S "på en gang" live, og så opdateres den selv. 



Følelser


Der er rigtigt blevet kælet for detaljerne i Model S, så der er ikke rigtigt en finger at sætte. Hvis man vil have kvalitet, så får man her kvalitet. Der ikke meget andet at sige til det, end lækkert, lækkert, lækkert. Selv nøglen er der kælet for, den har form som en mini Model S, dette er helt klart også en fed detalje. Man skal bare trykke på bagagerummet på nøglen så åbner den bagagerummet i bilen, ligeledes med forreste bagagerum. Hvis man trykker på taget af nøglen, ruller den alle vinduer ned.




Opladningsmuligheder

I USA har Tesla sin helt egen stiktype, hvor i Europa er de gået med på at bruge MENNEKES, dog stadig med muligheden for at lade med op mod 135 kW. Så her har man både langsom, hurtig, og turbo ladning gennem et enkelt stik. Det viser også bare en lille smule unødvendighed af indførelsen af Combo-stikket i Europa, hvis bare en lille modifikation af det i forvejen fungerende MENNEKES, kan udvides til at kunne klare 135 kW.



Konklusion

Model S, er helt klart elbil nummer et på min liste, og den kritik jeg eventuelt er nået frem til er på så små detaljer at det ikke er noget der på nogen måde vil genere. Model S er den elbil der kan oplades hurtigst, gratis og gennem kun en stiktype, har længst rækkevidde, 4 års gratis internet, (fuld) nøglefri betjening og med plads til op til 7 personer. Og lige at nævne, så har den fået den absolut bedste crashtest anmeldelse for personbiler i USA nogensinde. Nogen vil stadig kalde Tesla Model S for en dyr bil, men i forhold til det man får, så syntes jeg der er rigtigt meget bil for pengene. Jeg vil helt sikkert overveje at tage en prøvetur mere, når Tesla åbner deres butik i Aarhus, så er der sikkert også tid til at kigge mere dybdegående på den utrolige 17" skærm, og dens indhold.


Bilen var venligst udlånt af Tesla Motors København, så kig endelig forbi dem og book en prøvetur.


SPECIFIKATIONER

PRISER: Nypris fra 540.450 kr.

MODEL: 5 dørs Sedan

PASSAGERER: op til 7 Personer (5 voksne 2 børn)

MOTOR: 225 - 310 kW (306 - 421 HK)

BATTERI: 60 - 85 kWh

OPLADNING: MENNEKES (op mod 135kW)

TOPHASTIGHED: begrænset til 190 og 210 km/t

RÆKKEVIDDE: 390 - 502 km (NEDC)

YDERLIGERE SPECIFIKATIONER: Datablad udgivet af www.teslamotors.com


Læs evt. om nogle af de andre elbil anmeldelser her





Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

2 kommentarer:

  1. Du skriver "Det mest imponerende er stadig den store 17" trykfølsomme skærm". Og det er måske netop omkring den jeg er mest nervøs.
    1) Fungerer det?
    1.1) Kan jeg betjene den mens jeg kører? Skrue op for varmen etc. Eller fjernes fokus for meget uden fysiske knapper?
    1.2) Er den lynhurtig? At trække i en slider på noget der ikke fungerer må være MEGA-irriterende.
    1.3) Er den åben for apps - eller er den helt låst fra teslas side? Kan jeg fx downloade maps på forhånd når jeg skal på ferie eller må jeg (om 3år når abonnement udløber) roame helt vildt?

    Kan den køre med trailer? :)

    Der er vel ikke megen tvivl om at den er dobbelt så god som en leaf? Eller hvad?

    Er der noget der mangler i bilen? Steder hvor man tænker: det kunne de godt have gjort federe/anderledes/bedre?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej elbil1970

      Jeg havde desværre kun en halv time til køreturen, og kiggen rundt i systemet, derfor også den knapt så udspecificerede anmeldelse.

      1.1) Jeg ved ikke om den deaktiverer nogle funktioner under kørsel, men med hensyn til fokus, så handler det jo om tilvænning ligesom med en hvilken som helst anden ny bil.

      1.2) Jeg opfattede på ingen måde nogen lack eller lignende, i det jeg fik trykket på skærmen.

      1.3) om 4 år når abonnementet udløber, er jeg sikker på at man finder ud af at begynde at betale abonnements-gebyr til Tesla for internettet, for at man kan beholde sine features, og tror nok man skal have råd til dette gebyr, hvis man har råd til bilen :-). Åben for app's det ved jeg ikke, prøv at spørge i teslaforum.dk de ved det nok bedre end mig.

      Kan man køre med trailer? - Ja hvis du spænder den på taget, ellers ikke, der er ikke muligt at få påmonteret krog, og som Tesla medarbejderen sagde til mig, "så må du købe dig en elektrisk kangoo, hvis du vil køre med trailer".

      Dobbelt så god som LEAF? hmm jeg er meget, glad for min LEAF, om jeg vil blive dobbelt så glad for en Tesla, det tror jeg ikke, men den status der følger med en Tesla, vil helt sikkert trække op i nærheden af, sammen med muligheden for at lade på 120-135 kW ladere og tilmed gratis. Sagt igen, man får rigtigt meget bil for pengene.
      Med det sagt så mener jeg at jeg nok hellere vil have 2 LEAF Tekna stående i indkørslen, en 1 Tesla og 1 lille benzinbil.

      Hvis man ser på de andre elbiler, så vil jeg gerne have haft den havde around-view monitor, og måske endda kameraer i stedet for sidespejle, for at mindske luftmodstanden. Jeg ville personligt også gerne have haft at Tesla selv, ville lave en side hvor data'ene fra kørslen blev logget, så man kunne lave noget statistik, istedet for at man af andre veje skal hente disse data.

      Ellers skal man nok ud i og se om man kan købe sig til Rinspeed's Model S, hvis man vil have mere lir'

      http://www.rinspeed.eu/concept-galery.php?cid=25

      Jeg syntes helt klart du skulle ta' og bestille en prøvetur, den er det værd :-)


      Mange Grønne Hilsner

      Kasper Beck

      Slet