fredag den 17. april 2015

Indregistreringer af elbiler - Marts 2015

Marts blev måneden der trak elbilerne tilbage på sporet. Efter de to sløje måneder i januar og februar, slog både indregistreringerne for det generelle personbilmarked og for elbilerne rekord, det blev til næsten 20.000 (19.618 styk) ny indregistreringer af personbiler i marts måned. Ud af disse flotte tal, tog elbilerne en andel på hele 2,25% (441 styk). Som jeg ser det så er det igen et utroligt flot skridt på vejen mod den 1% andel over året.

Dette betød også at selv med indregistreringerne af elbiler fra januar og februar, på henholdsvis 61 og 51 styk, er gennemsnittet for 2015 alligevel landet på over 1%, mere nøjagtigt 1,12%, hvilket igen tegner til at kunne blive et bedre elbilår end det forrige. Samtidig er målet på en procent markedsandel målt over 12 måneder også kommet inden for rækkevidde, her er der nemlig indregistreret 190.322 personbiler fra april 14' til marts 15', samt 1.841 på el. Dette giver en markedsandel på 0,97%, så april måned behøver ikke være langt over 1% for at dette mål kan opnåes.

Som De Danske Bilimportører beskriver det:
Elbiler: sætter med et salg på 441 biler en stor rekord i marts måned, da det er det højeste antal nogensinde. Det store salg kommer primært fra to segmenter E og F-segmenterne, som er premium/luksus. Disse tegner sig for 40% af det samlede salg af elbiler mod blot 2% for alle biler samlet set. Endvidere er elbilerne stærkt repræsenteret i klassen ”øvrige”, hvor de i marts udgjorde 33% af salget. Dette var domineret af 5-7 personers biler, som er leveret til udlejningsselskaber. 

Marts 2015

Sådan her så indregistreringerne for marts ud, som sagt er tallene rigtigt pæne. Hvis man som det nogle gange sker i pressen, har lyst til at analysere eller konkludere direkte på en enkelt god måned, så viser det en stigning på 211% i forhold til marts sidste år, altså over en tredobling af marts 2014.

Analyse & Skema: Elbilisten (Data er fra De Danske Bilimportører)

Tesla Model S, kom ind på en flot førsteplads, med hele 180 indregistreringer. Andenpladsen gik i marts til Nissan e-NV200 med 139 styk, men ligeledes også 33 styk (tilsammen 172 styk) i Stor varebilsklassen, som dog ikke er med i denne statistik, da jeg primært fokuserer på personbilerne.

Herunder i diagrammet kan man se hvordan indregistreringerne i % var fordelt for elbilerne.

Analyse & Diagram: Elbilisten (Data er fra De Danske Bilimportører)



Januar - Marts 2015

Ser vi nu på 2015 fra januar til og med marts, ligger tallene ikke langt fra marts som måned for sig selv, og dette er også klart da både januar og februar ikke har været særligt gode.

Analyse & Skema: Elbilisten (Data er fra De Danske Bilimportører)

Her ser man også allerede hvorfor man ikke bare kan springe op af stolen og bare konkludere at antallet af elbil indregistreringer er blevet ganget med mere end tre i marts, for de gennemsnitlige indregistreringer i januar til marts 2015 er "kun" steget med 85% i forhold til samme periode sidste år. Men dette er jo også en flot statistik, også med sådan en start som året havde.

Som man kan se er det også her Tesla Model S der ligger stærkt på førstepladsen, der kommer den nok til at ligge nogle måneder endnu, med de 68 den har ned til Nissan e-NV200 på andenpladsen, samt med de 139 i forspring til Nissan LEAF der nu ligger på tredjepladsen.

Herunder kan man se hvordan indregistreringerne i % ellers var fordelt for elbilerne, januar til marts 2015.
Analyse & Diagram: Elbilisten (Data er fra De Danske Bilimportører)


Januar 2010 - Marts 2015

Med det markante fald som ikke fik rejst sig i februar, gav marts nu igen nyt håb om en markedsandelen på 1% for personbiler på el. Herunder ser du diagrammet som jeg har stillet det op tidligere, altså andelen af elbil i forhold til resten af personbilmarkedet måned for måned. Hvor man også her kan se at marts 2015 igen er en rekordmåned, og igen hvor markant et fald der har været i januar og februar i år.

Analyse & Diagram: Elbilisten (Data er fra De Danske Bilimportører)


Ser man lidt anderledes på det og tager andelen af elbiler, og læser dem som gennemsnittet af 12 måneders perioder. eks. 1 betyder mar-15 i skemaet perioden fra apr-14 til mar-15, eks. 2 betyder jul-14 i skemaet perioden aug-13 til jul-14. Giver det en lidt blødere kurve at se på, og man kn også her se at der er fremgang for elbilerne.

Analyse & Diagram: Elbilisten (Data er fra De Danske Bilimportører)

Her kan man se hvor tæt vi nu er på at ramme milepælen 1% andel over 12 måneder, vi er nærmere bestemt på 0,97%, som tidligere nævnt.

Hvordan kommer fremtiden til at se ud for elbilen? Intet er sikkert med så store udsving i indregistreringerne, men lad os dog stadig håbe på en lys fremtid for bilerne med det alternative fremdriftsmiddel.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck