lørdag den 27. december 2014

Indregistreringer / salgstal for elbiler

Insero e-mobility er nu begyndt at udgive en kvartalsvis analyse over indregistreringerne af elbiler i norden, og hvordan priserne på elbiler forholder sig i forhold til biler med forbrændingsmotor. Denne udgivelse hedder Insero Quarterly (IQ), og skal være med til at sammenholde de officielle tal, så der ikke skabes for stor forvirring over alle de analyser som journalisterne laver, med hver deres måde at stille tallene op på.

Som i jo har bemærket har jeg også skrevet om indregistreringerne af elbiler i Danmark de sidste par måneder, og har da prøvet at holde mig så kritisk og nøjagtig som muligt, til de tal jeg jonglerer med fra De Danske Bilimportører når de bliver tilgængelige for pressen. Men det jeg ligger op er kun en grundlæggende og kort analyse, hvilket ikke kan stå imod det analysearbejde Insero e-mobility laver.

Billede: e-mobility.insero.com
Så hvis der var nogen der skulle have lyst til at kigge IQ igennem, kan man bare sende en mail til - e-mobility@insero.dk - her kan man se decemberudgaven der indeholder data omkring elbiler frem til tredje kvartal 2014. Analysen er på engelsk, men nem og overskuelig at læse igennem.

Hvis man efterfølgende ønsker IQ tilsendt, koster det dog 9.500 kr. om året eksklusiv moms (11.875 kr. inkl.), det er ikke lige nogle penge jeg ligger inde med i mit budget, til at bruge på sådan en analyse, men det kunne jo være der var andre derude der gør.

Ellers må i nøjes med min mini analyse en gang om måneden, se gerne november måneds indregistreringer her:






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

Elbil som Nytårsforsæt

Står du også overfor at skal vælge et nytårsforsæt, hvorfor så ikke lade det være at en af bilerne i husstanden skal udskiftes til elbil i løbet af 2015, men hvilken elbil skal der vælges? Det er jo selvfølgelig helt op til den enkelte hvilken bil der er mest interessant. Så for at give et lille overblik, har jeg med stor inspiration fra danskelbilkomité.dk nu tilføjet et par faneblade øverst på siden hvor det nu er muligt at sammenligne elbiler fra samme klasser på flere forskellige specifikationer.

eksempelvisning af siderne


Noget af det eneste der ikke er sammenligneligt i skemaet er deres priser, men da disse ændrer sig noget hurtigere end elbilerne specifikationer, så har jeg valgt at undlade disse, og henvise til at gå ind på forhandler-hjemmesider, eller brugtvogns-sider og få de mest opdaterede priser.

Her er links til de to nye sider, man kan også vælge at trykke på fanebladene øverst på siden istedet:

Mikroklasse Elbiler & Større

Lille-mellemklasse Elbiler & Større

Jeg er ved at arbejde på at få nogle flere sider på så varevogne og andre elbiler også kommer med, men da det er rigtigt mange data der er tastet ind, så kan der selvfølgelig forekomme fejl, men jeg prøver at holde dem så nøjagtige som muligt.

Men hvis der skulle være nogen der ligger inde med nogle andre data, så send mig gerne en bemærkning sammen med et link til hvor de nøjagtige data er blevet udgivet fra forhandleren.





Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

fredag den 26. december 2014

Opdatering af CHAdeMO kortet

Jeg har nu fået opdateret det der tidligere var CHAdeMO kortet i toppen af bloggen, til et kort der nu indeholder alle hurtigladerne i Danmark, det betyder at det nu er muligt at se netop de hurtigladere man ønsker.

Se gerne kortet med alle hurtigladestandere i Danmark her, eller tryk på knappen øverst.

Jeg har også lavet en oversigt over hvor stor en del af Danmark der nu er dækket af CHAdeMO standere, med 40 km radius om alle standerne, som kan ses på dette kort:


Jeg har ligeledes lavet en oversigt over hvor stor en del af Danmark der nu er dækket af CCS standere, med 40 km radius om alle standerne, som kan ses på dette kort:



Som man kan se så er Danmark ved at være godt dækket ind med hurtigladere, og Tesla er ligeledes godt med, med deres Superladere, der kan lade med op til ~120kW. Nu mangler vi bare at få udvidet Mennekes laderne med 43kW. Men lad os nu se hvordan netværket ser ud når både Clever og E.on får sat de standere op de har lovet for 2015.





Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

torsdag den 11. december 2014

Bør oliespild medregnes i forureningen fra biler?

Når vi skal beskrive hvor meget elbiler forurener så bliver der tit henvist til hvad de forurener fra vugge til grav, og dette er oftest inklusiv den forurening der kommer fra den el der produceres og man skal køre på. Men tages der hensyn til den reelle vugge til grav ved biler med forbrændingsmotorer, det vides ikke, skal man f.eks. indregne oliespild fra de selskaber der leverer den benzin og diesel bilerne kører på, nej det tror jeg ikke er indregnet, man sammeligner jo altid CO2.

Hvorfor bringer jeg lige dette her op? Jo, 21 Søndag havde her den 7. december et fint indslag omkring olieforurening, som både Shell og myndighederne har virket lidt ligeglade med. Nu når de så slutter indslaget med at det nok bliver skatteborgerne der kommer til at betale regningen, burde sådan et olieudslip ikke også medregnes i den forurening der kommer fra benzin og dieselbiler, da det jo ikke er Shell´s forurening.

Billede: DR.dk - 21-Søndag

Det er hvert fald ikke godt for miljøet se 21 søndag her:
21 Søndag - Miljø - Olieforurening kan koste dyrt (01:50)
eller her:
21 Søndag - Miljø - Olieforurening kan koste dyrt


Se også gerne DR-nyheders artikel om indslaget her:
Tonsvis af giftig olie fra Shell forurener Lillebælt


Men jeg mener da ikke at dette er en nyhed, hvor er det nu jeg har set det før, nå jo:











Behøver jeg at sige mere :-)






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

mandag den 8. december 2014

Indregistreringer af elbiler - November 2014

Så er der igen kommet nye tal for indregistreringer af biler i Danmark, denne gang er det november måned det handler om, og elbilerne har nu nået en vigtig milepæl. Grundet et let fald i indregistreringer af det samlede antal af personbiler, sammenlagt med en pæn stigning i indregistreringerne af dem på el, er andelen af elbiler for november nået en ny rekord på over 1%. Der blev nemlig indregistreret 190 personbiler på el i denne måned, mod et samlet antal personbilindregistreringer på 15.150. Hvilket gav elbilerne en andel på hele 1,254% ud af de samlede indregistreringer. Til dato  for 2014, ligger indregistreringerne nu på 1255 personbiler på el, hvilket gør at de nu har en samlet andel på 0,723% af den samlede mængde af personbiler.

(Data er fra De Danske Bilimportører)
Under "Andre personbiler", findes der modeller der omhandler Golfbiler, små lukkede ATV biler, og andre typer der måske fejlagtigt er registreret som elbiler.
Som noget nyt var der så mange indregistreringer af Volkswagen e-up! i november måned at de lå over 250% højere end den næstbedste måned i år, det betød samtidig at e-Up! næsten matchede Nissan LEAF i denne måned. Tesla Model S var også med til at trække op i denne måned, med 36 indregistreringer, også selv med det lille fald i oktober står Tesla stadig med 27,5% af elbilmarkedet for 2014.

Samlet set står Nissan LEAF, Tesla Model S og Volkswagen e-up! så stærkt på markedet at de stod for 83% af alle elbilindregistreringer i november, og 80% hen over hele 2014. Dette betyder også at der i november var 17% markedsandel tilbage de sidste 7 modeller måtte deles om.

BMW følger stadig stille og roligt med. Der blev i november inregistreret 10 BMW i3, hvoraf kun de 3 var med REX motor. Samlet set betyder det at der nu er indregistreret 56 uden REX og 69 inklusiv, i 2014 til dato. Hvilket også giver en indikation af at selvom elbilen tilbydes med rækkeviddeforlængende motor, så er der flere og flere der godt kan se at det er muligt at klare sig uden benzin, eller som man siger, at rækkevidden passer til deres behov.

Man skal heller ikke lade sig nare af at der har sneget sig en Nissan e-NV200 ind igen i denne måned over personbiler, dette er ikke en fejl men nærmere en indregistrering af minibussen e-NV200 Evalia. Dette var dog ikke den eneste e-NV200 i november, der var også indregistreret yderligere 7 e-NV200 varebiler, men disse er ikke talt med under personbiler, ligesom de andre elektriske varebiler ikke er talt med.

Nissan LEAF ligger nu stadig med et stærkt forspring med sine 465 (466 hvis man tillægger den ene varebilsregistrering af LEAF) indregistreringer i år til dato, mod andenpladsen Model S med sine 345 indregistreringer. LEAF blev med sine 63 indregistreringer den elbil med flest indregistreringer i november, nummer 58 og e-up på en flot plads nummer 61, på listen over de personbiler med flest indregistreringer i november, begge endda med et bedre antal, end personbiler som Nissan Note (52 indreg.), Mazda 6 (41 indreg.) og Suzuki Splash (28 indreg.).

Herunder kan man se hvordan indregistreringerne i % ellers var fordelt for elbilerne, i november.


(Data er fra De Danske Bilimportører)

Herunder kan man se hvordan andelene fordelte sig i %, og hvor dominerende LEAF, Model S og e-up! er for markedet for elbiler, for 2014 til dato.

(Data er fra De Danske Bilimportører)

Tendensen for markedsandelen for indregistreringerne af personbiler på el, ud af alle personbiler er stadig stødt stigende, og med de fire seneste måneder over 0,8%, ligger elbilerne på en flot kurs, mod en næste delmål en markedsandel på over 1%. henover en 12 måneders periode.

(Data er fra De Danske Bilimportører)


Endnu en flot måned for elbilerne, og endda utroligt flot med det opnåede delmål, med en markedsandel for rene elbiler på over 1%.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

torsdag den 4. december 2014

Elbilisten i Radio24syv

Som nogle af jer nok hørte så var jeg i Radio24syv - Reporterne 2-12-2014 - 3. afdeling (47 minutter inde). De var igang med en debat omkring elbiler, og syntes lige de ville have en tanke med fra min side :-)

Michael Milo Schultz, blogger på elbilivirkeligheden.dk har været så rar at rippe selve afdelingen omkring elbiler så man ikke føler sig tvunget til at høre hele programmet igennem, det kom der denne mp3-fil ud af:

Radio24syv - Reporterne 02-12-2014 - 3. afdeling (elbil-delen)

Foto: Radio24syv - Reporterne


Det skal siges at jeg ikke var synderlig forberedt på interviewet, da jeg grundet programmets opbygning først blev kontaktet af journalisten et par timer før at Reporterne skulle på. Jeg fik dog først talt med journalisten en halv time før jeg skulle på, angående hvad de forestillede sig at jeg kunne risikere at blive stillet af spørgsmål. Grundet det syntes jeg egentlig at interviewet gik meget godt.

Med hensyn til det sidste spørgsmål jeg blev stillet, tror jeg han tænkte at spørgsmålet skulle have været noget i retning af, hvad jeg mente omkring at benzinbilerne skal ud af de større byer, undtagen de helt miljøvenlige biler.

Mit svar til dette ville have været, jo jeg syntes det er en god idé at bil-osen skal ud af byerne. Jeg tror til gengæld ikke at det er godt for elbilerne hvis det bliver med tvang. Da jeg mener at man skal få folk til at vælge elbiler ud fra alle de positive ting, altså de ting der kommer forbrugeren til gode istedet. Såsom den hurtige acceleration, den stressfri kørsel og de billige driftsudgifter.

Så måske kom jeg lidt ind på hvad jeg ville svare i selve interviewet, men måske lidt vedsiden af, (hen af et politiker svar).

Men det gik nu ok alligevel, og det er rart at høre at Radio24syv, sætter elbiler på dagsordenen, og derved også  lægger det op til debat på deres sendeflade.





Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

onsdag den 3. december 2014

Skænder ladestanderne bybilledet?

Der er forskellige meninger omkring hvor dyrt det er for Danmark at opbygge den elbil infrastruktur som man at EU muligvis kommer til at kræve, og vil man kunne klare at se på alle de standere skyde op rundt omkring?


Det her billede illustrere meget fint den miljøvenlige måde at oplade elbiler på, samtidig med at man komfortabelt kan parkere i skygge for solen. Modsat også hvor iøjenfaldende, endda tangerende til hvor grimt det kan blive at oplade el- eller hybridbiler.

"Ladestandere der går i et med omgivelserne er nødvendige, hvis vi vil se flere elbiler i bybilledet i fremtiden" - Peter Schwarzenbauer (BMW bestyrelsesmedlem)

Men hvordan opsætter man standere uden at det skænder byen? Det har BMW selvfølgelig et bud på, de har designet en ladestander, der er forholdsvis stilren, så den ser godt ud i bybilledet.

Foto: bmwblog.com

Samtidig har BMW kombineret det med at opsætte ladestanderen på en lygtepæl, så man ikke behøver at trække en masse unødige kabler under jorden, eller måske bruge trækrør der allerede er forberedte til at trække nye kabler i.

Foto: bmwblog.com

Dette er ikke fordi BMWs ladestander er ekstraordinære, og at det kun er denne type der kan sidde på lygtepæle, men det er selve tanken i at "gemme" ladestanderen lidt der tiltaler mig.

Dette falder lidt sammen med at jeg hørte om at der er 2-300.000 gamle gadelygter der bør udskiftes inden for de næste 5 års tid. Hvor Kim Brostrøm, teknologichef i DOLL (Danish Outdoor Lighting Lab) vurderer at der kan spares milliarder ved at udskifte de forældede gadelamper til ny og intelligent gadebelysning.

TV2 har den 29. September lavet et indslag om DOLL, og om hvordan man kan reducere de omkring 350 GWh der årligt bruges på gadebelysning. Se gerne udsendelsen herunder:




Denne mulige udskiftning af lygtepæle, samtidig med en reducering af det kraftige strømforbrug, giver en mulighed for at sætte flere nye ladestandere op på en nem og billig måde.

Når man gennem intelligent gadebelysning får reduceret mængden af den strøm der bruges på gadelamper, så er der pludselig en overdimensionering af de kabler der allerede er gravet ned til belysningsformål. Dette muliggør at der kan opsættes ladestandere på de lygtepæle der udskiftes, og ladestanderne kan derved både bruges i dag- og nattetimerne, uden at overbelaste de gamle kabler.

Her taler jeg om at det skal være på de lygtepæle der står i byerne, hvor der i forvejen er kantstensparkering. Dette skal selvfølgelig både være intelligente lygter og intelligente ladestandere, da man så har mulighed for at styre udgangsstrømmen (forbruget) lige til grænsen af de foranstående sikringer, og derved også sætte flere standere tættere sammen. Men hvorfor ikke også tilbyde denne besparelse i strømmen fra lamperne, som gratis strøm fra disse ny-opsatte ladestandere, og så derved give salget af elbiler et skub. Samtidig, for ikke at ødelægge konkurrencen på markedet, skal der til at starte med kun opsættes standere med 16A 230V udgang, så det derved kun bliver langsom ladning der er gratis.

Det jeg siger er bare, der burde være nogle af ladestander producenterne/ udbyderne her i landet der skulle arbejde lidt videre med at udvikle dette, og måske også samarbejde med kommuner og DOLL i Albertslund, ved at indgå i deres live lab, og derved skabe en multi-intelligent lygtepæl med både ladestander og Wi-Fi. Dette ser jeg gerne kommer i den nære fremtid, sammen med den snart gratis parkering for elbiler.



Update (31-12-2014)

Kreditering til Søren Have, for også at nævne elbilopladning fra gadelamper i et af hans tidligere indlæg :-)





Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

tirsdag den 2. december 2014

Energiøkonomi - November 2014

Her er endnu en opfølgning på indlægget energiøkonomi for Nissan LEAFs i Danmark..

Skemaet ser ud som sidst, men nu med november på skemaet, dog med en lille rettelse hvor den gennemsnitlige kørsel nu beregnes to gange om måneden i stedet for en:


Forudsætninger:

Der er tre datasæt på samme skema, det vil sige det er muligt at se:

1. hvor mange kWh der forbruges per kilometer
2. hvor mange kilometer det absolut maksimalt er muligt at presse ud af 24 kWh batterier (dette er fra fuldt ud opladet batteri til et som er løbet HELT tørt)
3. hvad det koster at køre 100 kilometer (med en pris på 2,20 kr. per kWh, uden medregnet tab under opladning)


I selve skemaet er der tre linier, som definerer alle danske observationer på Carwings, World Rankings, med et månedligt kilometertal over 100 km. (Lige nu er dette antal 24 stk.) De registrerede LEAF der kører under 100 km om måneden antager jeg at de ikke på nogen måde kører tilnærmelsesvis som gennemsnittet, og de er derfor ikke medtaget.

1. Den røde linie
  - Er den øvre grænse, den er aflæst som dem eller den der har brugt mest energi den enkelte måned.
2. Den grønne linie
  - Er den nedre grænse, og et udtryk for dem eller den der har brugt mindst energi den enkelte måned.
3. Den gule linie
  - Følger det beregnede gennemsnitlige forbrug.


Data for november:

Skemaet kan derved aflæses på denne måde:

Tallene for ultimo november 2014 viser at der er blevet kørt mellem 0,11 og 0,23 kWh/km hvilket giver en rækkevidde på 104 - 218 km på en fuld opladning. Samtidig har det kostet mellem 24,20 kr. og 50,60 kr. at køre 100 km.

Gennemsnittet denne måned var dog beregnet til at være 0,1737 kWh/km hvilket svarer til 138,2 km i rækkevidde og 38,21 kr pr 100 km.


Jeg vil fortsat følge disse data, og ligge nogle opdaterede skemaer op løbende, så jo flere LEAF-ejere vi er på Carwings - World Rankings, jo mere nøjagtige data vil jeg kunne lægge ud.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

tirsdag den 18. november 2014

Har elbilen kun en tophastighed på 90 km/t?

Jeg blev lige inspireret af et spørgsmål jeg fik på facebook, hvorvidt jeg havde nogle erfaringer eller gode råd omkring hvor tæt man skal køre på lastbiler på motorvejen for at det har nogen effekt. Dette syntes jeg var lidt interessant at skrive lidt bredere om, uden at det kun blev et svar på facebook.


Hvorfor så dette spørgsmål som overskrift?

Jo, for der høres nok oftere om/ eller ses nok oftere og oftere elbiler der cruiser bag lastbiler på motorvejen, fremfor de konventionelle personbiler.

Foto: Elbilisten


Er det fordi vi ikke kan køre hurtigere end 90 km/t?

Nej, elbilerne kan sagtens køre stærkere, de fleste nyere elbiler har fået begrænset deres tophastigheder til mellem 130 og 150 km/t hvilket jo er passende til de danske motorveje. Hvis der ønskes højere tophastigheder fås det også hos elbilerne. Efter Model S - P85D kom på listen, så kan Model S nu købes med en tophastighed på helt op til 250 km/t.


Men hvorfor kører vi så kun 90 km/t?

For at tale for mig selv så er det for at spare på den energi jeg kører rundt med, istedet for at gøre som de konventionelle personbiler, der bare brænder størstedelen af energien af på højere hastigheder, og spildvarme til fuglene. Det med de 90 km/t kommer bare lidt naturligt, det er nemlig mindre provokerende at ligge sig bagved en lastbil og holde samme hastighed som den. End selv at vælge sin hastighed på 90-100 km/t et sted hvor fartbegrænsningen er på 110-130 km/t, man behøver jo ikke køre som en søndagsbilist.

Dansk elbil komité har tidligere regnet lidt på hvilken energi man bruger ved forskellige hastigheder, og dette er der kommet de første 2 kolonner ud af, de to efterfølgende kolonner fortæller lidt om tidsforbruget og energiforbruget for min kørsel pr. tur til Kolding, og det er vel at bemærke hvis det er med helt fast hastighed på en helt lige strækning uden bakker, og ved en temperatur på 20 grader.

Data: Dansk elbilkomité

Som man kan se så 7,5 minut ekstra at køre 90 frem for 120, samtidig sparer man næsten 3 kWh hvilket svarer til 6,5 kr. pr. tur. Det syntes jeg helt klart er værd at tage med, da der i forvejen nok heller ikke er mulighed for at køre med fast fart på 110-130 km/t, da der ofte i morgen og eftermiddags mylderet ret ofte skabes harmonikaeffekt i trafikken.

Men udover besparelserne ved den lavere hastighed, som også vises ved en længere rækkevidde, så må der vel også være en besparelse i en lavere vindmodstand i at gemme sig bagved lastbilerne. Som i kan se så er vi tilbage ved spørgsmålet fra facebook.

Mythbusters, har dog set lidt nærmere på hvordan benzinøkonomien ser ud ved kørsel bagved lastbiler. Jeg ved godt at Mythbusters nok ikke lige giver de store fyldestgørende analyser, men de giver dog et rigtigt godt indblik i noget der burde testes på et endnu større plan.

De kom frem til at hvis man lagde sig bare 3 meter bag lastbilen så ville man kunne øge sine km/l med 39%, det er jo en voldsom forbedring af benzinøkonomien man kan se frem til, hvis størstedelen af kørslen kunne køres sådan. Men det kan man jo ikke, det giver bare ulykker, da man jo ikke har en reel og sikker reaktionstid hvis der køres så tæt.

Men de testede også mange andre afstande fra lastbilen, alle disse er testet med en gennemsnitsfart på 88,5 km/t, og det kom der dette skema ud af, jeg har omregnet tallene til meter, og km/l.

Data: Mythbusters - Discovery
Her kan man se at allerede fra 30 meters afstand giver det en forbedret benzinøkonomi, på 11%, og dette forbedres helt frem til en afstand på 3 meter, med en forbedret økonomi på 39,1%. Herefter bliver økonomien forværret, hvorved at en afstand på 0,5 m kun giver en forbedret økonomi på 28,1%. Jeg ved godt det ikke direkte kan overføres til samme forbedringer for elbiler, men det vil helt sikkert vise en forbedring ved 30 meters afstand ligeledes, men hvor meget aner jeg ikke.

Hvis jeg alligevel antager at observationerne kan overføres direkte så får jeg disse tal for kørslen i elbil bag lastbil ved 90 km/t.


Man vil derfor ved at ligge sig bagved en lastbil med 30 meters afstand kunne køre til omkring 0,133 kWh/km. hvilket er meget pænt.


Skulle afsnittet fra Mythbusters have interesse så er det lige her, dog ikke i særligt god kvalitet.


Mythbusters - Discovery

Som en afslutning vil jeg lige citere rådet for sikker trafik, "En tommelfingerregel er, at der skal være mindst to sekunders kørsel mellem dig og bilen foran". Ved 90 km/t svarer 2 sekunder til 50 meter, så må man lige selv vurdere hvilken afstand der er forsvarlig.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

fredag den 14. november 2014

Otte regler for god elbil-opladnings etikette 2.0

Der er som tidligere, både her på bloggen i indlægget otte regler for god elbil-opladnings etikette, og andre steder rundt omkring på nettet, skrevet om hvordan vi elbil ejere skal opføre os når vi skal oplade vores elbil. Men nu er der kommet en lille drejning på det spørgsmål.



På bloggen stevecoram.blogspot.com er følgende spørgsmål stillet:

Hvad må der forventes som god etikette fra elbil-opladningsudbyderne?


Det vil jeg her give mit bud på, med otte "nye regler" for god elbil-opladnings etikette:


1. Uddybende parkeringsforhold

Nu hvor lovgivningen med hensyn til grøn parkering gerne skulle være trådt endegyldigt i kraft, her til januar, vil det helt klart være en fordel hvis der står direkte ved standeren, om den pågældende kommune tilbyder andre parkeringsforhold for elbilerne, i forhold til resten af parkeringspladsen. Det vil sige, om der tilbydes gratis parkering på kommunens betalingsparkeringspladser og om der tilbydes længere parkering, end f.eks. maks 2 timer, så det er muligt at langtidsparkere under opladning.


2. 24 timers tilgængelighed

Det er også god stil, hvis ladestanderen opstilles et sted hvor parkeringspladsen ikke låses af for natten, eller uden for fast åbningstid. Her tænker jeg primært på hurtigladestanderne, som mange gange bruges på alle tider af døgnet, da de oftest bruges til længere ture. Men langsomladerne bør også være frit tilgængelige.


3. Opmærkning forbeholdt elbiler

En af de helt sikre punkter som udbyderne bør tilbyde, er minimum en enkelt plads forbeholdt elbiler pr. række af ladestandere. Med det mener jeg, at hvis man sætter en række ladestandere op med f.eks. mulighed for 6 elbiler der kan lade på samme tid, så bør minimum en enkelt af dem være forbeholdt elbiler. Hvis denne ene forbeholdte plads er velbesøgt, bør der selvfølgelig være det antal forbeholdt-skilte, der modsvarer efterspørgslen fra elbilisterne.

Båsen der så er forbeholdt, bør være skiltet, så der ikke kan sås tvivl om, at det kun er til elbiler. Alternativt kan der mærkes specielt op i båsen, som man kender det fra handicap-parkering. Samtidig skal det være muligt at udstede bøder til "ulovligt parkerede" benzin og dieselbiler. Så bliver det ikke til en vane, at der bliver parkeret på elbilpladser. Andre bilister med forbrændningsmotor lærer det hurtigt, hvis der ikke er nogen konsekvenser ved at parkere på elbil pladser.


4. Søgbare ladestandere på Internettet

Når en stander først er sat op til offentlig benyttelse, er det en rigtig god ide at fortælle om hvor den er. Hvis man er en af de større udbydere af ladestandere på markedet, så kommer de hurtigt på nettet på deres eget ladenetværks kort. Men hvis man er ene om at tilbyde strøm til elbiler, så kan det godt være svært at finde. Derfor en god idé at fortælle om det på sider som f.eks. plugshare.com eller plugsurfing.com, det er nogle af de mere omfattende sider som også inkludere det meste af verden.


5. Brugbar for så mange elbiler som muligt

Indtil videre, hvis man ønsker at tilbyde strøm til elbiler, så skal der ikke mere til end en almindelig stikkontakt. Gerne et CEE stik på 16A eller mere, med egen gruppe eller kombirelæ foran. Alle elbiler i dag, sælges med muligheden for at tilslutte sig det "almindelige elnet". Dog skal man på sigt nok have sat en "rigtig" ladestander op, så opladningen kan styres eksternt, og man derved kan lave intelligent opladning. Men hvis man starter med et CEE stik på 16A og gerne mere, så har man allerede fået udført en stor del af arbejdet til den "nye" ladestander. Derved koster det også mindre at få lavet slut installationen til den intelligente ladestander. Men forhør altid elektrikeren for tilbud på en forberedende installation.

Hvis det derimod skal være en ladestander, så vælg en med Mennekes, da det også giver mulighed for de fleste elbiler at lade på en sådan stander. Her er det nemlig også elbilisten selv der har kablet med der passer til netop denne type stander.

Hvis man derimod, eller samtidig ønsker at få sat en hurtiglader op, så gå efter en med både Combo (CSS), CHAdeMO, og Mennekes. Dette giver også mulighed for at størstedelen af elbilerne kan oplades.


6. Betalingsbetingelser uden abonnement

Ligemeget hvad der opsættes, om det er et CEE, en almindelig eller hurtigladestander, så skal man altid kunne oplade sin elbil uden abonnement, så man i nødstilfælde ikke strander ved en stander. At de store udbydere tilbyder abonnementbetingelser på gode vilkår er super fint, men der skal altid være en form for 24 timers service, om det så er via sms, opkald eller andet.


7. Fornuftig placering

Med denne overskrift kan der godt være flere synspunkter. F.eks. bør der ikke opsættes ladestandere lige op og ned af hovedindgangen til et storcenter eller varehus, da der så er stor sandsynlighed for at elbilpladserne bliver overtaget af benzinbiler. Endda selvom der er godt opmærket og skiltet. De skal dog placeres så de er synlige for både elbilister og de "almindelige" bilister, så det samtidig giver lidt reklame.

Et andet synspunkt kunne være, hvis man som virksomhed ønsker at tilbyde opladning til elbiler, bør man se på om det kan tilbydes, at ladestanderen bliver sat op et sted hvor der kan bruges tid på andet, end kun at sidde i sin bil. Ikke at man skal holde sig tilbage, hvis man har til huse i et industrikvarter, men bare at placeringen i det mindste er overvejet.


8. Sikkerhed frem for alt

Standeren bør også placeres med sikkerhed i tankerne. Der bør tænkes over hvordan en elbil lader fra standeren, så man ikke kommer ud i, at der ligger kabler og "flyder" på fortov, offentlig sti eller lignende, hvor folk kunne falde over det og komme til skade. Ladestanderen bør derfor placeres så tæt, som muligt, på den bås elbilen skal parkere på.



Dette betyder jo ikke at den udbudte service bør stoppe her, men at der helt klart er flere ting der kan tilbydes for at livet som elbilist bliver lidt lettere. Igen med reference til stevecoram.blogspot.com, så er der jo nogen der allerede nu tilbyder den en service lidt udover det sædvanlige.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

tirsdag den 11. november 2014

En hverdag i en elbil

Jeg har længe gået og tænkt lidt over, om jeg kunne beskrive hvordan en helt almindelig hverdag i en elbil foregår, der er jo stadig nogle der går og tror det er helt vildt besværligt.

Det er det måske også, men hvad gør man ikke for at køre grønt?




Billede: Elbilisten


Dagen starter for det meste med en 80% opladet bil i indkørslen, hvis den - som det også senere nævnes - er blevet sat til opladning når jeg kommer hjem. Det betyder samtidig at hvis jeg har samme mødetider er der ingen grund til at jeg kører tidligere hjemmefra for at tanke den op et par gange om måneden.

Samtidig er det allerede nu også ved at blive koldere i vejret, og man kan se det, ved at isen bryder frem på ruderne om morgenen. Men jeg skal heller ikke tidligere op om morgenen for at skrabe ruderne. Hvis jeg om morgenen kan se på termometret, eller bilens ruder at frosten har været forbi, så tager jeg telefonen eller computeren, 15-20 min før jeg skal køre, og tænder for bilens klimaanlæg (inde fra huset) via Nissan Carwings.


Billede: Nissanusa.com
Jeg kunne også have valgt at programmere bilen til at forvarme på et bestemt tidspunkt om morgenen, men da det ikke er helt samme tid jeg tager afsted fra morgen til morgen, ønsker jeg derfor ikke at spilde unødig energi på at klimaanlægget kører for længe.

Jeg aflevere altid datteren i vuggestuen om morgenen, men kører ikke om til vuggestuens parkeringsplads, men i stedet ned af en sidevej tæt på vores hjem, og går de 100 meter over en gangsti, dette sparer nok 500-750 meters kørsel hver dag. Disse sparede kilometer-penge vil jeg hellere bruge til noget andet, og korte gåtur giver både hygge og ro til afleveringen, så jeg for det meste får afleveret en glad pige.

Når jeg så er kommet rigtigt afsted, så sætter jeg klimaanlægget på det absolut minimum jeg har brug for, for at spare på energien. Det kommer selvfølgelig an på hvor langt jeg skal, så kan jeg jo bare skrue op hvis det er det jeg har lyst til, men der går jo lidt konkurrence i at bruge mindre energi end de andre elbilister på Nissan Carwings.

Jeg stiller grundlæggende klimaanlægget efter disse forhold, dog med lidt små justeringer:

Under 10 grader udendørs:
Indstillet til 16-18 grader, med lille smule blæs på ruden, så varmer den lidt. Men ikke mere end at jeg bare beholder overtøjet på, som jeg alligevel har tilpasset årstiden.

Mellem 10 og 22 grader udendørs:
Indstillet til 16 grader uden aircondition, så blæser den bare luft ind direkte udefra.

Over 22 grader udendørs:
Indstillet til 21 grader med aircondition, så holder den temperaturen

Jeg kører de fleste af mine hverdags-ture fra Hedensted til Kolding og retur, en strækning der ligger på omkring 45 km, pr vej. Hvilket jo med en hurtig hovedregning giver omkring 90 km om dagen. Størstedelen af disse kilometre tilbringes på motorvejen.

Motorvejen er faktisk rigtig god for elbilen, frem for hovedvejen, da man på motorvejen har mulighed for at holde en konstant hastighed. Hvorimod hovedvejen, bliver man både bremset af lys-reguleringer og sving der kræver opbremsninger. Selvom elbiler regenerere strøm når der bremses ned, så giver det stadig ikke lige så meget energi igen, som det koster at komme op i fart.

Derfor holder jeg mig til motorvejen, jeg prøver dog altid primært at finde en lastbil jeg kan cruise bagved, så jeg kan tillade mig at holde en fart på 90 km/t i stedet for 110 - 130 km/t, hvilket jo også gør at jeg sparer noget energi. Nogle tænker nok at det er stressende at køre så "langsomt" på motorvejen, men jeg syntes netop det modsatte. Når jeg vælger at holde en fast fart, så kommer jeg ikke ud i at køre harmonikakørsel, og når man netop hele tiden ønsker at køre hurtigere end den forankørende, så er det netop der man stresser. Mange gange i morgentrafikken kommer man ikke meget hurtigere frem, da trafiktætheden gør at gennemsnits farten sænkes for alle de hurtig-kørende bilister.

Billede: Elbilisten


Men hvis der ikke lige er en lastbil jeg kan "hægte sig på" så holder jeg mig primært til fartgrænserne så jeg genere de andre bilister mindst muligt, det er der også fint strøm på, til at nå til Kolding med.

Som jeg måske tidligere nævnt, så studerer jeg for øjeblikket, men der er ingen primære lademuligheder på studiet. Kolding Kommune har dog flere gratis ladeløsninger rundt omkring i byen, hvor der er indbygget 2 x 230V 16A Blå CEE, som giver mulighed for at oplade via elbilens medfølgende mormorkabel, som lader med 10A. Det betyder også, at jeg for øjeblikket har ændret mine vaner til primært at lade i Kolding, dette giver mig en fuldt opladet bil, alt imens jeg er på studiet (ca. 7-8 timer). Som derved giver mulighed for at kunne køre fra Kolding - Hedensted og retur, ganske gratis (uden at indregne forsikring og vedligehold).

Billede: Elbilisten

Jeg ved godt at der ikke kommer til at være gratis opladning på denne måde for evigt, da jeg allerede nu har set at nogle af gratis standerne er begyndt at blive skiftet ud med betalingstandere, f.eks. er Hedensted Kommunes og NRGi Horsens standerene, udskiftet til 22 kW Clever standere, hvor jeg endda har fået at vide fra Hedensted Kommune at deres nye stander ikke er offentlig - da det er til deres egne elbiler - selvom det er en offentlig parkeringsplads, men de sagde dog at det kunne komme på tale at der kunne komme en offentlig stander op et andet sted.

Men hvis/når gratis standerne måske er helt væk, så har jeg stadig muligheden for istedet at lade derhjemme og så køre turen frem og tilbage, kun på strømmen hjemmefra.

Nå, men grundet den gratis strøm betyder det også at parkeringen ikke ligger lige op og ned af studiet, så det giver da også en gåtur på omkring 1000 meter pr. vej. Det kan godt lyde af langt, for dem der er vandt til at parkere lige ved døren. Men for mig, gør det lige at jeg får rørt mig lidt, ud af den i forvejen meget stillesiddende hverdag jeg har, og til gengæld for en besparelse på omkring 35-40 kr. om dagen.

Det med at parkeringen er "langt væk" er dog ikke det eneste problem der kan være ved at parkere på gratis pladserne. Jeg har nu flere gange oplevet at der er benzinbiler der parkerer på elbilpladserne, og har af samme grund talt med Kolding Kommune omkring dette problem, og de har selvfølgelig fuld forståelse for at dette helst ikke skal forekomme, og efter deres regelsæt, så får benzinbiler bøder for at parkere på parkeringspladser forbeholdt elbiler.

Billede: Elbilisten


Hvis der skulle være nogen der er i tvivl så er det sådan her, at "forbeholdt elbiler"-skiltet ser ud i Kolding.

Billede: Elbilisten

Tiden der bliver brugt på parkering er oftest nok til at bilen er fuldt opladt inden jeg kører hjemad, så turen ud ad byen bliver tit brugt til give de andre baghjul igennem krydsene, og når jeg når ud til motorvejen, så ligger jeg mig igen bagved den første og bedste lastbil.

Når jeg når Hedensted, kører jeg bilen hjem og de dage jeg har vurderet det er nødvendigt bliver den sat til, jeg har dog indstillet timeren i bilen til at den kun lader mellem 23.00 og 16.00. Det betyder at den først går i gang med at lade når vi går i seng, samtidig med at den ikke vil kunne overbelaste forbruget hjemme alt imens vi laver aftensmad, den kan også sagtens nå både 80% og 100% opladning til næste dag alligevel, hvis det bliver nødvendigt. Overstyring af de for-programmerede 80% opladning sker nemt med et enkelt tryk inde i bilen, så der er ikke noget med alle mulige programmeringer eller lignende.

Billede: Elbilisten

Jeg går derefter ned og henter vores datter i vuggestuen, både for at spare energien til næste kørsel i bilen, men også for igen at få de 2 x 500 m i benene som jeg jo sikkert nok også har brug for. Det giver samtidig en lille hyggelig tur hjem med datteren hvor der også er tid og ro til at snakke og endda synge lidt.

Selv med dette lange indlæg og de mange tanker, så føler jeg ikke at købet af elbil har givet mig ekstra problemer i hverdagen, de største problemer vi er ude i, er godt nok de benzinbilister der parkerer på "vores" pladser, det giver i flere tilfælde unødvendig forbrug af tid på at lede efter andre parkeringsmuligheder. Men det betyder dog ikke at jeg på noget tidspunkt har fortrudt vores køb. Vi er stadig utroligt glade for den støjsvage og stressfri kørsel.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

mandag den 10. november 2014

Energiøkonomi - Oktober 2014

Her kommer så endnu en opfølgning til energiøkonomi for Nissan LEAFs i Danmark..

Skemaet ser ud som sidst, men nu med oktober tilføjet:



Der er tre datasæt på samme skema, det vil sige det er muligt at se:

1. hvor mange kWh der forbruges per kilometer
2. hvor mange kilometer det absolut maksimalt er muligt at presse ud af 24 kWh batterier (dette er fra fuldt ud opladet batteri til et som er løbet HELT tørt)
3. hvad det koster at køre 100 kilometer (med en pris på 2,20 kr. per kWh)


I selve skemaet er der tre linier, som definerer alle danske observationer på Carwings, World Rankings, med et månedligt kilometertal over 100 km. (Lige nu er dette antal 25 stk.) De registrerede LEAF der kører under 100 km om måneden antager jeg at de ikke på nogen måde kører tilnærmelsesvis som gennemsnittet, og de er derfor ikke medtaget.

1. Den røde linie
  - Er den øvre grænse, den er aflæst som dem eller den der har brugt mest energi den enkelte måned.
2. Den grønne linie
  - Er den nedre grænse, og et udtryk for dem eller den der har brugt mindst energi den enkelte måned.
3. Den gule linie
  - Følger det beregnede gennemsnitlige forbrug.


Skemaet kan derved aflæses på denne måde:

Tallene for ultimo oktober 2014 viser at der er blevet kørt mellem 0,12 og 0,19 kWh/km hvilket giver en rækkevidde på 126 - 200 km på en fuld opladning. Samtidig har det kostet mellem 26,40 kr. og 41,80 kr. at køre 100 km.

Gennemsnittet denne måned var dog beregnet til at være 0,1568 kWh/km hvilket svarer til 153,1 km i rækkevidde og 34,50 kr pr 100 km.


Jeg vil fortsat følge disse data, og ligge nogle opdaterede skemaer op løbende, så jo flere LEAF-ejere vi er på Carwings - World Rankings, jo mere nøjagtige data vil jeg kunne lægge ud.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

søndag den 9. november 2014

Tesla Model S - 5 stjerner i Euro NCAP

Som tidligere nævnt i indlægget "den sikreste bil er en elbil" så var Model S tilbage i August 2013, den sikreste personbil NHTSA (USA) nogensinde havde testet. Her over et år efter er Model S nu også blevet testet af Euro NCAP (Europa), her fik den dog ikke ligeså pæne roser, selvom det også her blev til 5 flotte stjerner.

Ifølge Euro NCAP er både Mercedes-Benz V-class, Nissan X-trail, og Nissan Quashqai, som også er testet i år, bedre procentvis på alle fire punkter. Hvor Mercedes V-class med procenterne Adult Occupant (93), Child Occupant (87), Pedestrian (67), og Safety Assist (85), var den med det bedste gennemsnit.

Tesla har dog selv, udover at de jo tidligere havde fået titlen verdens sikreste bil, nu også meldt ud via en pressemeddelelse, at der er kun to andre bilmodeller før der har fået 5 stjerner i alle underkategorier i NHTSA siden 2011, og samtidig fået 5 stjerner i Euro NCAP.

Som Tesla ligeledes skriver, så er grunden til at der er så få der får 5 stjerner i både NHTSA og Euro NCAP på samme tid, er at de to udførte tests fokusere på forskellige sikkerheds aspekter.

Se hele pressemeddelesen fra Tesla Motors her

Så man må dog konkludere at Tesla Model S er et utroligt godt valgt med hensyn til sikkerhed, men "verdens sikreste", kaldes den nu kun med modifikationer.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

onsdag den 5. november 2014

Indregistreringer af elbiler - Oktober 2014

Så er der kommet nye indregistreringer af biler for Danmark, og oktober måned har igen fulgt tendensen for de 2 tidligere måneder. Der blev indregistreret 132 personbiler på el i denne måned, hvilket gav en andel på 0,807% ud af de samlede indregistreringer af personbiler. Indregistreringerne til dato ligger nu på 1065 personbiler, hvilket gør at elbilerne nu har en andel på 0,673% af den samlede mængde indregistreringer af personbiler for 2014.

(Data er fra De Danske Bilimportører)
Under "Andre personbiler", findes der modeller der omhandler Golfbiler, små lukkede ATV biler, og andre typer der måske fejlagtigt er registreret som elbiler.
Nissan LEAF og Tesla Model S, ligger efter denne måned også stærkt, og står stadig tilsammen for over 2/3 af de samlede elbilindregistreringer på personbilmarkedet i 2014, dog med et lille fald i forhold til i sidste måned, da der kun blev indregistreret 7 Model S i oktober.

BMW er også godt med, med deres i3, i skemaet er der dog kun medtaget modellen uden REX benzinmotoren, som i oktober havde 15 indregistreringer. Det blev derfor til 26 indregistreringer i alt for i3 i oktober. År til dato er det samlede antal BMW i3 oppe på 115, hvoraf hele 49 var på ren el.

Nissan LEAF ligger nu med et stærkt forspring med sine nu 402 (403) indregistreringer i år til dato, mod andenpladsen Model S med sine 309 indregistreringer. LEAF blev med sine 70 indregistreringer (som var anden bedste måned i år), nummer 62 på listen over de personbiler med flest indregistreringer i oktober, og endda med et bedre antal, end personbiler som VW Touran (68 indreg.), Suzuki Splash (54 indreg.) og Ford Focus (39 indreg.)

Herunder kan man se hvordan indregistreringerne ellers var fordelt i oktober for elbilerne i %.

(Data er fra De Danske Bilimportører)
Herunder kan man se hvordan andelene er fordelt, og hvor dominerende LEAF og Model S er for markedet for elbiler, for 2014 til dato.

(Data er fra De Danske Bilimportører)


Tendensen for markedsandelen for indregistreringerne af personbiler på el, ud af alle personbiler er stadig stødt stigende, og med de tre seneste måneder over 0,8%, ligger elbilerne stadig på en flot kurs, mod første delmål på 1% markedsandel.

(Data er fra De Danske Bilimportører)

Endnu en flot måned for elbilerne.






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck