Så har jeg været ude og prøve den nye personbil, den med ekstra plads til kufferterne og barnevognen. Det var fedt lige at få set denne version med sæder bagi, da jeg tror Nissan måske vil prøve at sælge flest af varevogns versionen, men lad os nu se.
Ja hvad skal man sige, man forventer en følelse af varevogn allerede inden man har sat sig ind, og ja det er jo en varevogn, man sidder højt, som giver et godt udsyn. Men sæderne "smyger" sig dog ikke til kroppen. Der er masser af plads til de store armbevægelser, ja, det er jo som forventet. Igen som fra mine kommentarer til nogle af de andre elbiler, jeg er ret glad for min elektroniske håndbremse, og derved ærgelig over at de i denne bil også lader håndbremsen stikke sådan frem. Og det samme med gear-vælgeren, er også valgt som en stang i denne bil, men det syntes jeg nu fungerer godt til den måde man sidder på i bilen.
Bagsæderne
Her er der også ISO-fix med top-tether på de to af pladserne, så kan børnene bare komme an, der er endda to små "fly-borde", et bag på hver af forsæderne, der måske lige kan give den fleksibilitet der gør at børnene orker at sidde lidt længere i bilen af gangen.
Bagsæderne er utroligt fleksible, med hensyn til at give ekstra plads til bagagerummet, hvilket jeg syntes er lækkert, de fylder jo næsten ingenting når de er foldet op imod forsæderne.
Og man behøver ikke at folde alle bagsæderne frem på samme tid, men måske nøjes med at folde et enkelt. De kan foldes lige som man kender split-bagsæderne i en personbil, med 1/3 - 2/3 eller fuld.
Hvis man dog ønsker sig lidt luft når man sidder på bagsædet så må man nøjes med en af de mindste side-ruder jeg længe har set.
Bagagerum
Med sæderne nedfældet er det oplyst at der er 3,1m3 bagagerum at gøre godt med.
Og med sæderne oppe kan på http://www.env200.com/ læse at der er 2,3m3 opbevaring ud over pladsen til de 5 personer.
Køreegenskaber
Der er god hjælp fra servostyringen, så bilen føles ikke særligt tung af sin størrelse, og den trækker fint når man trykker godt til på speederen, Så den har ikke problemer med at følge med i trafikken, men heller ikke den bil jeg ville sætte mine penge på i et racerløb.
Instrumentbord
Instrumentbordet foran rattet er enkelt og ligetil, der vises med store tal hvor hurtigt du kører, lige under dette viser det hvor meget du bruger eller regenererer på batterierne. Lige under igen, vises hvor meget energi der er tilbage på batterierne, både ved en "stregtegning" og et estimeret kilometertal. Der ud over er der til højre ur, grader og triptæller. med muligheden for at definere sit eget display midt i mellem. Til venstre er alle dioderne som man kender, såsom langtlys og håndbremse og lignende.
I midterkonsollen er vi næsten tilbage i LEAF'en der er ikke meget forskel. Jeg fik ikke trykket på displayet, så det er en antagelse at de bruger samme menusystem som i LEAF'en. Der er ligeledes bakkamera, hvilket er rigtigt nyttigt når man kører så stor en bil.
Under midterkonsollen har vi startknappen, ECO, knappen og gearvælgeren, her er heller ikke noget der ikke er til at forstå (Reverse, Neutral, og Drive), ud over drive, er der også heri B-drive som man kender det fra LEAF med ekstra kraftig regenerering af bremserne.
Følelser
Det er med lidt blandede følelser man står med når man har kørt i e-NV200 Evalia, man får rigtigt meget ekstraudstyr med så man rigtigt kan mærke dette er en privatbil, man godt kunne overveje at investere i. Som her er det rigtigt fint man har lavet nøglefri betjening af døren, ved hjælp af en knap.
Men derimod er det jo stadig en varebil, den kan godt virke lidt stor og klodset, men det er jo også det man køber, en bil med plads til det hele, og det er jo på en måde også fedt.
Opladningsmuligheder
Opladningen følger de standarder LEAF er monteret med, nemlig CHAdeMO og J1772, hvor CHAdeMO er ret flot repræsenteret i Danmark, hvilket giver mulighed for at oplade batteriet på omkring en halv times tid ved hver stander. Derimod er J1772 det stik man bruger med bilens interne lader som er på 3,3kWh, hvilket er det stik man bruger derhjemme eller på arbejdspladsen, og lader bilen op på ca 8 timer i stedet.
Jeg syntes man får en ret fin bil for pengene, hvis man kigger på Nissan e-NV200 Evalia, som er den med det "høje" udstyrsniveau, så koster den kun 284.688 kr. Hvis man derimod skulle købe den i benzin eller diesel udgave, er startprisen 346.284 kr. Så man må sige at prisen er fordelagtig. Jeg syntes helt klart den er værd at overveje. Hvis man derimod vil lidt længere ned i pris kan man også få modellen som Combi, hvilket giver split-bagdøre i stedet for bagsmæk, og en mindre skærm i instrumentpanelet, og stålfælge i stedet for alufælge samt andre smådetaljer, men til en pris der hedder 276.350 i stedet. Der skal dog tages med i betragtning at Nissan e-NV200 Evalia kun har fået tre stjerner i Euro-NCAP, hvilket godt kunne have været bedre, men NV200 har sidste år fået samme antal stjerner, så det er ikke der skoen trykker.
Til den lidt større børnefamilie, syntes jeg denne bil er super alternativ til modellerne med forbrændingsmotor.
Bilen var venligst udlånt af Nissan Danmark og Caripo Biler A/S (Nissan) Horsens, så kig endelig forbi dem og hør nærmere angående en prøvetur.
SPECIFIKATIONER
PRISER: Nypris fra 276.350 kr.
MODEL: Minibus
PASSAGERER: op til 5 Personer
MOTOR: 80 kW (107 HK)
BATTERI: 24 kWh
OPLADNING: J1772 (op til 3,3kW) CHAdeMO (op til 50kW)
TOPHASTIGHED: begrænset til 123 km/t
RÆKKEVIDDE: 170 km (NEDC)
YDERLIGERE SPECIFIKATIONER: Datablad udgivet af Nissan Danmark
Læs evt. om nogle af de andre elbil anmeldelser her
Mange Grønne Hilsner
Kasper Beck
Ingen kommentarer:
Send en kommentar