søndag den 1. juni 2014

BMW i3 - Anmeldelse

BMW i3 - Anmeldelse

BMW i3, en elbil jeg havde glædet mig til at prøve, med sine store smalle hjul havde jeg en forestilling om at bare havde kreeret en ny søster til C-Zero trillingerne. Men her blev jeg positivt overrasket, BMW har faktisk lavet et rigtigt godt bud på en elbil. Som jeg efter første testtur, gerne ønsker at møde igen, og gerne lidt længere tid så det er muligt at kigge nærmere på detaljerne.
BMW

BMW i3

Forsæderne

Selvom BMW i3 er en mindre bil end Nissan LEAF, er der faktisk en følelse af overraskende god plads på forsæderne, der er god plads til både dør og med passager. Førersædet er let indstilleligt både i ben længde og højde, og selvom man skulle sidde tæt på loftet med håret føler man sig på ingen måde klemt. Rattet er dog en anelse lille og tyndt, men så snart man kører føles det meget naturligt.

Interiøret i BMW i3


Bagsæderne

Grundet BMW i3's størrelse er der "kun" to pladser på bagsædet, men her er der ligeledes gjort plads til armbevægelser, samt plads til to kopholdere i midten af sæderne. Der er også forholdsvis god plads frem mod forsæderne, dog er bunden i bilen noget høj, det gør at lårene er løftet fra sædet, hvilket ikke vil være behageligt over længere kørsel. BMW har valgt at lade bagdørene åbne modsatte vej, dette er med til at det er nemt at komme ind og ud fra bagsædet. Dog er grunden til denne løsning nok nærmere at det ikke var muligt at lave en fuld størrelse bagdør, på grund af længden af bilen. Til barnestolene er begge bagsæder også klargjort med både ISO-fix og Top-Tether.

Bagsæderne og Forsæderne i BMW i3


Bagagerum

Der er en rimelig rummelighed i baggagerummet på 260 liter, hvilket kan dække de fleste gøremål, dog er jeg i tvivl om det er muligt at have barnevogn, uden at lægge et af sæderne ned. Der er flere spændebånd og hængsler, så det er nemt at fastspænde det man fragter forsvarligt.

BMW i3 - Bagagerummets størrelse med bagsæderne oppe
Bagsæderne er splitsæder så det er muligt at ligge dem ned hver for sig, dette gøres nemt fra bagagerummet af, ved at trække i en rem nederst i det ene hjørne af det sæde man ønsker at lægge ned. Bunden er næsten helt plan når bagsæderne er lagt ned, det giver rigtig god plads at boltre sig på til de større flytteopgaver.

BMW i3 - Baggagerummets størrelse med bagsæderne nede

Foran under "køler" hjelmen er der ligeledes et bagagerum, eller frunk (Front Trunk), det syntes jeg er utroligt smart til f.eks. diverse kabler til opladning så man ikke skal bøvle med det i det "store" bagagerum. Hjelmen her åbnes også med fjernbetjeningen, hvilket jeg også syntes at indikere at man skal bruge det ofte. Men hvis det var hensigten at bruge dette rum til kabler, hvorfor sidder opladestikket så ikke foran (i nærheden) og benzin dækslet bagi omkring motoren. Nå men det skal jeg ikke gøre mig klog på.



Køreegenskaber

BMW i3 er udstyret med 170 HK, hvilket er omkring 60 HK mere end i LEAF, og med sine 1195 kg i ren el-udgave og 1315 kg i rex-udgaven, hvilket er ca. 200 kg mindre end LEAF. Dette gør at BMW i3 føles utroligt livlig, og den vil rigtigt gerne fremad, og jeg mener RIGTIGT GERNE. Dette er helt klart den "sjoveste" elbil jeg har prøvet til dato. Ja jeg mener den er sjovere end LEAF. Denne første prøvetur var lidt kort, men opfattelsen af bilen gav ikke anledning til forundring eller spørgsmål, den kører som en bil nu skal.



Instrumentbord

På den lille skærm foran rattet kan man se nogle af de mest primære informationer, øverst venstre kan man se det estimerede kilometerantal, af benzin og el tilsammen som ligeledes er udspecificeret i bunden hver for sig. I midten kan man se hastighed, og hvor meget du trækker eller regenerere på motoren. Til højre vises triptælleren. Under skærmen sidder der et antal analoge dioder, der indikere f.eks. parkeringsbremse, sele alarm, langt lys og lignende.

Skærmen i midten af bilen bruges primært til navigationen, men er også den man navigerer rundt i alle bilens indstillinger med. F.eks. var vi inde og indstille på om benzinmotoren skulle producere strøm hver gang hastigheden oversteg 20 km i timen, for at holde ladestanden, eller om den skulle vente med at generere strøm til man når til et lavt batteriniveau.


Til at navigere rundt på skærmen er der placeret et joystick mellem sæderne. Her er håndbremsen er ligeledes placeret, den er elektronisk ligesom i LEAF 2012 modellen, hvilket jeg er rigtigt glad for.



Følelser


Som tidligere nævnt så føles det som en rigtig sjov bil. Konen syntes den er en smule ubehagelig i optrækket, men den har jo også 170 Hk. Noget der faktisk gav anledning til irritation var baksensoren i bilen, den var utroligt høj, faktisk irriterende høj, jeg ville lave en trepunktsvending på et tidspunkt og græsset bag bilen fik lyden til at gå amok inde i bilen. Jeg så der var en knap i midter panelet hvor det ligner man kan slå det fra, men jeg ønsker dog bare lyden dæmpet i stedet, men det ved jeg ikke om det er muligt. Detaljegraden i bilen er også rigtigt fin, men jeg er ikke vild med det synlige glas/kulfiber paneler ved forruden og på dørene, det får bilen til at virke en smule ufærdig. Men det kan være det bare er mig der har dårlig smag.


Opladningsmuligheder

Opladningsdækslet sidder bagerst i højre side, og man kan åbne for dækslet ved et let tryk med hånden, hvilket er godt tænkt da man jo alligevel ikke kan stjæle strøm fra batteriet selvom man kan åbne hertil. De to dæksler der skal beskytte stikket er bare en slags kopper der er proppet ind over, dette virker også fint, men at de hænger og dingler i en plastik snor, så på et tidspunkt mørner de sikkert i solen og knækker af. Dette virker sikkert fint for et benzindæksel, men med dæksel til opladning, så bruges den altså noget oftere, og hvis de endelig knækker, så får man dem sikkert smidt væk.Opladningen foregår enten via den øverste del af stikket som er et Mennekes til den almindelige hverdags opladning, eller via hele stikket som kaldes Combo 2, til hurtigopladning.



Forest i højre side sidder benzindækslet til 9 liters tanken, denne er elektronisk låst, og det er derfor ikke muligt at komme til den uden først at trykke inde fra bilen. Dette låg hænger ligeledes i en plastik snor, men i forhold til den korte tid man har dette låg åbent, og at man primært regner med at køre denne bil på ren el, så skulle den nok kunne holde.





Konklusion

Som afslutning vil jeg sige at dette er helt klart det bedste modstykke til LEAF, prisen er rimelig, der er ligeledes god plads i3's størrelse taget i betragtning. At man ligeledes kan købe den med benzinmotor vil også kunne give lidt ro til de folk der stadig er usikre på om behovet kan dækkes af en elbil alene. Dermed sagt kommer denne elbil ind på min 3. plads kun overhalet af LEAF og Model S. En rigtig rigtig fin elbil.

Bilen var venligst udlånt af Bayern AutoGroup Aarhus A/S, så kig endelig forbi dem og book en prøvetur.



SPECIFIKATIONER

PRISER (inklusiv batteri): 

Nypris fra 282.000 kr. - Lease fra 4.895 kr./mnd.

MODEL: 5 dørs (3+2) Hatchback

PASSAGERER: 4 Personer

MOTOR: 125 kW (170 HK)

BATTERI: 18,8 kWh

OPLADNING: MENNEKES (almindelig opladning) - COMBO (hurtig opladning)

TOPHASTIGHED: begrænset til 150 km/t

RÆKKEVIDDE:

- 300 km (NEDC inkl. benzinmotor) - 230 km (Reel)
- 190 km (NEDC ekskl. benzinmotor) - 145 km (Reel)

YDERLIGERE SPECIFIKATIONER: tekniske data på BMW's hjemmeside


Læs evt. om nogle af de andre elbil anmeldelser her






Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

lørdag den 31. maj 2014

Indvielse af Danmarks første superladere

Fredag d. 30. maj kl. 11 blev de allerførste superladere fra Tesla indviet i Danmark. Dette foregik i Middefart, hver det blev til en flot forsamling af elbiler, på hele 24 Tesla Model S og 2 Nissan LEAF. Ja man følte ligepludselig at man havde en meget lille elbil, når man mænger sig med de store.


Der er i alt placeret 8 superchargere i Middelfart, hvoraf de 4 af dem var 100% klar til dagen, udover dette var der sat en enkelt stander op fra Clever, hvor det var muligt at lade med et "almindeligt" Mennekes. Det blev også offentliggjort at Comwell vil få sat ladestandere op ved alle deres hoteller i Danmark, dog ikke at de alle skulle være Tesla superchargere.


Der skulle selvfølgelig klippes et bånd for at de officielt kunne blive indviede.


Ca. det halve af de fremmødte Tesla Model S fik mulighed for at parkere side om side, hvilket så rigtigt godt ud på denne solskinsrige dag.


Efter at man havde fået mulighed for at få en lille forfriskning, så kørte nogle af Model S ejerne videre til Randers hvor der også skulle indvies nogle Tesla superchargers. Men vores færden gik dog mod Hindsgavl Slot i stedet hvor vi var booket til vores første Tesla Model S prøvetur, hvilket jeg vil skrive lidt om en af de næste par gange.





Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

onsdag den 9. april 2014

Hvorfor sælges der ikke flere elbiler i Danmark end der gør? Del 1

Dette her er ikke et egentlig indlæg, men istedet et mindre projekt vi har lavet på finansøkonomstudiet, primo december til primo januar.

Jeg har sidenhen opdateret tallene og noget af teksten i projektet så starten af 2014 er kommet med. Jeg har desuden ændret lidt i rækkefølgen af afsnit, så det passede med at del 2 primært handler om forskellen i økonomien for e-up! frem for High up!. Del 2 ville jeg nemlig gerne bruge som en slags uddybning af min anmeldelse af e-up!

Alle internet kilder i projektet er desuden lavet til links, så det er muligt at tilgå hjemmesiderne direkte fra projektet/indlægget.

Ellers skulle de fire indlæg være meget sammenlignelige, med det faktiske projekt der blev afleveret i januar.

Selvfølgelig vil jeg også lige kreditere Isabella, Sebastian, Marco og Bjarne for deres indsats og del i arbejdet med projektet :-)

------------------------------------------------------------------------------------------------------------





Hvorfor sælges der ikke flere elbiler i Danmark end der gør?

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Indhold

1. Problembaggrund
2. Problemformulering
3. Afgrænsning
4. Metode
5. Analysen
   5.1. Salgstal
   5.2. Omkostninger
      5.2.1. Anskaffelsespris
      5.2.2. Service
      5.2.3. Grøn ejerafgift
      5.2.4. Forsikring
      5.2.5. ”Brændstofs” økonomi
      5.2.6. Delkonklusion
   5.3. Miljø
   5.4. Størrelse/komfort
   5.5. Anhængertræk
   5.6. Image
   5.7. Konklusion
6. Hvordan kan det blive mere attraktivt at købe elbil
   6.1. Promovering
   6.2. Anhængertræk
   6.3. Tophastighed
   6.4. Anskaffelsesprisen
   6.5. Større batterier
   6.6. Ladestandernes placering
   6.7. Offentlige el-delebiler
   6.8. Bedre finansieringsmuligheder
   6.9. Sænke afgifter for opladning
7. Perspektivering
8. Bibliografi


1. Problembaggrund

Helt tilbage i starten af 1900 tallet, havde elbilen sin storhedstid. Elbilen havde ca. 28% af bilmarkedet hvor mod at benzinbilerne havde ca. 30%. En af fordelene ved elbilen var at den ikke havde håndsving, dette var medvirkende til at elbilen især var vellidt blandt damerne, da forkert brug af håndsvinget kunne resultere i enten brækkede arme eller hænder (Truelsen & Jensen). Men da den første praktiske el-starter blev opfundet i 1912 (Cadillac, 1922), havde det den betydning at man begyndte at udfase håndsvinget.

Henry Ford var dog selv af den overbevisning at håndsvinget var let at bruge. Derfor producererede han stadig helt frem til 1927, hans mest populære bil model T, med håndsving. Dette var hans kone Clara dog ikke meget for og derfor måtte han i 1908 forære hende en elbil fra konkurrenten Detroit Electric og endnu en i 1914 (Bryan, 2001). Ford's produktion af biler havde dog en anden stor medvirken til at elbilen mistede terræn, han begyndte nemlig at masseproducere sin model T i 1912-13 (Truelsen & Jensen). Konkret betød det at elbilen som kostede 2600 $ (Bryan, 2001), ikke kunne konkurrere med en Ford T som solgtes til 600 $, der stort set var det samme som prisen på et batteri til en elbil (Truelsen & Jensen). Derved havde elbilen mistet sin store fordel med el-start og den var nu også blevet markant dyrere end benzinbilen.

Går vi længere frem i tiden hører verden ikke meget til elbilen. Elbilens salg går op og ned i takt med at der udbryder krige eller større oliekriser. Grunden til at salget af elbiler stiger, er at olien er sværere at skaffe når den skal bruges til krigsførelse, og ligesom i krise tiderne bliver olien derved også dyrere (Truelsen & Jensen).

En anden ting der har gjort at elbilerne ikke var det oplagte valg, har været deres udseende. Elbilerne er længe blevet produceret så små som mulige, for at kunne reducere deres vindmodstand. Det har resulteret i at bilerne blev små, og ofte også grimme. De små elbiler lignede ikke det man kendte fra de traditionelle biler og kunne, grundet deres størrelser, heller ikke bruges som familiekøretøjer.

I dag har elbilen udviklet sig til at være både større, med fokus på at kunne have hele familien med, samt med et udstyrs-niveau man også kender fra benzinbilerne. Derfor er man igen ved at kunne skabe opmærksomhed omkring elbilen og dermed også ændre folks opfattelse af den.

Ser vi på antallet af indregistreringer af elbiler i dag, ligger de på få promille, af det samlede antal indregistrerede biler i Danmark, og den har endda været faldende fra 2012 til 2013.


Andel af indregistreringer af elbiler i forhold til samlet antal personbiler (De Danske Bilimportører, 2014)

Andel af indregistreringer af elbiler i forhold til samlet antal personbiler (De Danske Bilimportører, 2014)

Tallene er givet fra www.bilimp.dk, og viser stadig en andel på under 0,5 % af indregistreringerne af personbiler. Elbilen må derfor stadig over for nogle problemer, men hvilke?, dette vil vi prøve at belyse gennem dette projekt.


2. Problemformulering

Hvorfor sælges der ikke flere elbiler i Danmark end der gør?

Hvordan har udviklingen været for salget af elbiler i Danmark fra 2008 og frem?

Hvad er fordele/ulemper ved elbil kontra benzin/dieselbil?

Hvordan kan det blive mere attraktivt at købe elbil?

3. Afgrænsning

Vi har valgt at vi i vores opgave kun vil se på folk der har et behov for kørsel under 100 km om dagen. Dette gør vi fordi at elbilerne indtil videre har begrænset rækkevidde på grund af batteriernes vægt pr. energienhed, og det giver derfor den mest korrekte sammenligning. Samtidig kan man også sige at hvis folk har et kørsels behov der er meget højere end de 100 km pr. dag, vil det være meget mere individuelt om elbilen vil kunne passe ind i deres hverdag, og en sammenligning vil derfor kunne være misvisende.

Vi har ligeledes valgt at vi udelukkende vil bruge statistiske data fra Danmark, frem for at inkludere udlandet, til disse data vil vi f.eks. bruge de danske bilimportører. Der er samtidig også stor forskel på priserne, miljø og regeringstiltag i de forskellige lande, og da opgaven også skrives på dansk, er det oplagt at holde sig til de danske forhold.

Yderligere afgrænser vi os fra at inddrage salgs/gensalgsværdien af en eventuel brugt e-up! eller High up! Dette gør vi, da der i øjeblikket ikke er foretaget særligt mange salg af brugte elbil-modeller og det derfor ikke vil være målbart på de to biler om, hvor meget de taber i værdi i forhold til hinanden.

4. Metode

Til vores empiri vil vi både bruge den kvantitative samt den kvalitative metode. Vi vil finde statistik for udviklingen i salget af elbiler i Danmark. Udviklingen er nem at iagttage og måle, og vi bruger derfor den kvantitative metode for at analysere udvikling samt vurdere sammenhængen i vores data. Vi vil her gøre brug af sekundære data.

For at finde fordele/ulemper ved elbil kontra benzin/dieselbil vil vi både bruge den kvantitative og den kvalitative metode. Vi kan bruge den kvantitative metode til det økonomiske såsom anskaffelsespris, og vi vil bruge den kvalitative til det ikke numeriske. Dette er ting som miljø og trailer, hvor der ikke er decideret data, men i stedet diverse artikler.

Under hele forløbet vil vi være kildekritiske, og vurdere om kilderne er troværdige og om de derved kan bruges. Vi vil strukturere vores analyse ud fra både primære samt sekundære kilder. Det skulle gerne belyse fremtiden for elbilerne, og gøre det muligt for os at vurdere det positive og negative ved elbiler, samt hvad der kan gøres for at gøre elbiler mere attraktive.




Videre til Del 2





Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck