lørdag den 23. november 2013

VW e-Up! - Anmeldelse


VW e-Up! - Anmeldelse

Så er danmarks mest solgte bil gennem halvandet år, kommet i en el-udgave. Den har endda fået sit eget navn, e-Up! Men den ligner dog stadig sin søster Up! på så mange punkter at du ikke vil kunne se forskel når du møder den i trafikken, det vil primært nok kun være de slangeformede led lygter foran der afslører at det er en elbil. Da e-Up! ligner så meget benzin Up! vil den nok også appellere til nogle af de købere der ikke tidligere har været så meget for elbiler.



Forsæderne

Selvom dette er en bil i mikroklassen, føler man sig ikke presset eller klemt når man sidder i den. Der er nemlig pæn plads til både fører og passager, hvis sæderne køres helt bagud.




Bagsæderne

Bagi er der sparsomt med benplads, når der skal være plads til føreren. Men der er både isofix og toptether i begge sider, og pladsen er fin til børn.

Bagagerum

Bagagerummet er også meget sparsomt. Jeg er ikke sikker på at vi kan få vores barnevogn med her, uden at man lægger bagsædet ned, men det kan jo komme an på en prøve.



Bagsæderne kan lægges ned hver for sig, og dette giver mulighed for at have et barnesæde stående, samtidig med du eventuelt kan have barnevogn eller lignende ved siden af. Når begge sæder er lagt ned giver det 913 liter frem for de oprindelige 213 liter, og dette er kun 38 liter mindre end søster Up!'en, og derfor meget rimelig for en mikrobil.





Køreegenskaber

De 60 kW eller 82 HK som motoren yder, føles rigtig godt balanceret til den lille bil på 1139 kg. Den føles både sjov og let at manøvrere, selvom den dog vejer lige i underkanten af 200 kg. mere end Up! Bremseeffekten fra motoren skal man som i andre elbiler lige vænne sig til, men det er meget fedt at man kan fin tune den her. Med gearstangen i D kan man stille bremseeffekten op eller ned gennem fire niveauer, så man i den laveste kan give friløb frem mod eventuelle lyskryds. Man kan også sætte gearstangen i B, og den vil så give dig den største bremseeffekt, her er den så kraftigt at bremselyset også kører når du slipper speederen, og helt uden at røre bremsen vil den bringe bilen til fuldt stop

Speederen kan også begrænses ligesom i andre elbiler, og her har man valgt tre niveauer, nemlig standard, eco og eco + mode, så e-Up! kan tilpasses din helt egen kørestil.

Instrumentbord

Instrumenterne i bilen har man holdt så analogt som muligt, så her føler man heller ikke at man sidder i en elbil. Personligt ville jeg gerne have haft mere digitalisering i bilen. Men hvis man kender Up! i forvejen, tror jeg faktisk det er muligt at sætte sig ind i e-Up! og køre helt uden instruktion, og det kan faktisk godt være et plus.



Midterkonsollen udstråler heller ikke elbil. der er en radio også med analoge knapper, og så et klimaanlæg, det er mere end i topversionen af benzin-Up! som kun kommer med aircondition. Derudover har den en fastmonteret Garmin gps.



Men noget man ikke kan se umiddelbart, er at gps'en også indeholder oplysninger om bilens batteristatus og forbrug, samt dit kørselsmønster og lignende. Meget lig de andre elbiler på markedet.




Følelser

Jeg bliver stadig overrasket over de første par meter man kører i en elbil, man ikke har siddet i før. Den lydløse kørsel er på en eller anden måde altid overvældende. Den er har et utroligt godt optræk af sine 82 HK, så meget at jeg vil kalde den sjov. Bilen virker som om den er solidt bygget, og er designet så man ikke føler det hele bare er af plastik.

Opladningsmuligheder

Opladningen foregår med den nye europæiske standard CCS (Combined Charching System) som i daglig tale kaldes Combo, dette er et stik der er udviklet ud fra det tyske MENNEKES som også stadig ses som den øverste del af stikket Dette betyder også at når du skal lade med normal hastighed op til 16 A, så bruger man kun den øverste del af stikket. Og hvis man skal lade med hurtigopladning så bruger man hele stikket.

Der følger to kabler med til bilen som standard, den ene som er af typen MENNEKES til MENNEKES, dette kan bruges i alle de ladestandere E.on har sat op, og en del af dem Clever har sat op, indtil videre.

Det andet kabel er MENNEKES til almindeligt husholdningsstik, dette bruges til at oplade der hvor der ikke er en ladestander til rådighed. på dette kabel, er der som standard også muligt at vælge hvor mange ampere bilen skal lade med, så har man derved også sikrer at man ikke springer sikringer der hvor man kommer frem.

Hvis man derimod skal lade med DC hurtigladning så vil CCS stikket altid være monteret på standeren grundet de høje strømstyrker. Dette er derfor heller ikke noget man skal købe ved siden af. Dog skal man inden bilen købes vælge om man skal have med eller ud hurtigladning, da dette ikke kan monteres efterfølgende, dette giver en merpris på 4.180 kr. og dette er ikke noget jeg syntes man skal spare væk.



Smartphone-app

Man kan også logge sig på bilen udefra via det VW kalder Car-Net. Som førstehåndsindtryk virker dette som et rigtigt godt og gennemarbejdet produkt, man kan både indstille temperaturen, forvarme bilen, se batteristatus, og kørselsmønster m.m.. Man kan desuden se hvor du har parkeret bilen, sidst nævnte kunne jeg godt tænke mig til vores LEAF. Det er til gengæld gratis det første år, dog forudbetaler man efterfølgende lige under 700 kr. for et år eller lige under 1200 kr. for 2 år.


Konklusion

Jeg syntes VW her er kommet med en rigtig fornuftig elbil, og er med sine 186.315 kr. også den billigste elbil i Danmark, hvis man tager det i betragtning at bilen sælges inklusiv batteriet. Denne pris kan godt anses for at være høj, nu når den billigste Up! koster 89.997 kr. Men der bliver man nødsaget til at tage i betragtning, at hvis man i benzinudgaven, også ønsker automatgear, 4 døre og stor udstyrspakke, så skal man som minimum betale 140.996 kr. Dertil skal man også overveje om man også ønsker sports-pakke og dk-pakke, hvis man så tilvælger dette, ændres også grundlaget for registreringsafgiften, og man kommer derved meget tæt på prisen på e-Up! Dog er benzinudgaven stadig ikke helt på samme udstyrsniveau, som e-Up!
Udover mangler jeg dog stadig lidt mere plads til børnegrej og lignende, men hvad kan man forvente af en mikrobil. Der er nok mange andre der ikke har dette behov, Up! er jo som tidligere nævnt den mest solgte bil i Danmark for øjeblikket.




Værd at nævne
  1. VW e-Up! leveres med eltråde til opvarmning af forruden, dette virker som en rigtig god idé da VW derved siger man kan køre længere pr. kW, fordi klimaanlægget ikke skal arbejde lige så hårdt. 
  2. GPS tracker i både smartphone app'en og til pc'eren så man altid har styr på hvor ens bil opholder sig, dette er dog mod betaling efter første år. 
  3. 8 års garanti på batteriet, her sikre VW at batteriet holder op mod 70 % af sin kapacitet inden for 8 år eller 160.000 km. Hvilket jeg syntes er en fin tryghed. 
  4. Car Emergency Brake, som også ses i benzinudgaven, denne sikkerhedsfunktion ser jeg meget anvendelig i byen, og gør at bilen bringes til fuld stop hvis bilen vurdere at du kommer for tæt på den forankørende. 


Bilen var venligst udlånt af VW-Risskov, i Århus, så kig endelig forbi dem og book en prøvetur.






SPECIFIKATIONER

PRISER: Ny fra 186.315 kr.

MODEL: 5 dørs Hatchback i mikroklassen

PASSAGERER: 4 Personer

MOTOR: 60 kW (82 HK)

BATTERI: 18,7 kWh

OPLADNING: 
  • MENNEKES (almindelig opladning op til 3,6 kW)
  • CCS (MENNEKES-Combo - hurtigopladning op til 40 kW)

TOPHASTIGHED: begrænset til 130 km/t

RÆKKEVIDDE: 160 km (NEDC) - 120 km (Reel)

YDERLIGERE SPECIFIKATIONER: Datablad udgivet af www.volkswagon.dk




Læs evt. om nogle af de andre elbil anmeldelser her





www.facebook.com/elbilisten

Mange Grønne Hilsner

Kasper Beck

Ingen kommentarer:

Send en kommentar